Hopp til hovedinnhold

Slaget ved Nitja - en slags gjenfortelling

Da hørte Raumerne, at kong Olav vilde op til dem, og de samlede stor hær sammen og talte sig imellem, at de vel mindedes den overfærd, da Olav havde faret der forrige gang. Da kom bondesamlingen imod ham ved den aa, som heder Nizja.

Utdrag fra Olav den helliges saga - Snorre

  • 1/1

Åsatrua hersket i det gamle Raumariki; ved hovene ble det blotet til gudene Tor og Odin, og Valhall var et sted hvor verdige krigere endte etter sin død. Denne skjebnetrua hadde holdt stand i mange hundre år. Men slikt skulle det bli slutt på.

Den rødhårete krigerkongen Olav Haraldsson, den Digre, nektet godtfolk sine gamle seder og sine gamle skikker. Bloting skulle være forbudt, og Odin og Tor skulle sulte i hjel til fordel for en Kristus i hvite gevanter som ingen verken hadde sett noe til eller skjønte noe av.

Kongen av Raumariki hadde lovet troskap til den nye rikskongen Olav, men det var før han hadde sett med egne øyne hvordan Olav fôr fram med sin nye gudstro. Bøndene på Raumariki kom klagende til ham med bønn om å få mat nok til å sørge familien… fordi Olav og hans hær hadde spist dem ut av huset (ja som rikskonge hadde han rett til fritt underhold til seg og sine menn, kalt veitsle, som en slags skatt pålagt bøndene). "Hvordan kan han påberope seg makt over oss?" sa nok bøndene til sin konge. De hadde jo allerede en konge, Raumerkongen, hvorfor skulle de ha én til? Da begynte nok tankene å svirre hos Raumerkongen. Hvorfor har Olav mer rett enn ham til en slik tittel?

  • 1/1

Vår Raumerkonge allierte seg sammen med de fire andre Opplandskongene; kongene fra Hedemark, Toten, Hadeland og Ringerike. De bestemte seg for å ta Olav.

På sin ferd nordover gjennom Norge, som Olav tok for å befeste sin stilling som konge, stanset han på Eid høsten 1017. Her gikk han til messe og ottesang i trekirken på stedet.

Han visste ikke at hans allierte, de fem opplandskongene, hadde samlet seg med 1500 mann i Ringsaker for å stanse hans framferd. Der ble de enige om å drepe kong Olav når han kom til Hedmark på vei nordover.

Ketil Kalv, en storbonde fra Ringnes gård i Stange, var til stede og likte ikke det han hørte og så. Ketil Kalv hadde nemlig vokst opp med Olav Haraldsson, og i slaget ved Nesjar hadde han kjempet ved Olavs side. Som takk for hjelpen hadde han fått en staselig båt som han hadde satt på Mjøsa. Det er klart han ikke nå ville sette sin tillit på spill!

På natterstid seilte han i stillhet med sine 40 menn sørover Mjøsa og gikk i land ved Minnesund. Han kom til Eid under ottesangen og fortalte Olav hva som ventet ham. Olav gikk da i båtene med sine 300 menn. Ketil Kalv ble med ham.

Ved Kalvs hjelp og list overmannet han bakholdsmennene om natten mens de sov og tok de fem kongene til fange. Én tok han livet av, én stakk han øynene ut på og én skar han tungen av. De to siste fikk forlate landet mot at de svor på at de aldri skulle vende tilbake. Dermed var Olav enekonge over hele Sør-Norge fra Eidskog i øst til Kvitehavet i vest.

Men Olav må ha følt seg truet. De opprørske bøndene måtte roes ned. Olav bestemte seg for å ta en ny runde for å sikre seg at folket fulgte de nye skikkene: at kirker ble bygget og prester ble satt til å styre. Ingen gjorde opprør på hans vei… Ikke før han nærmet seg Skeidismo og Nitja (Nitelven).

Året 1022 ble et skjebnesvangert år for Raumariki. De krigerske raumerne hadde samlet seg til kamp, men de klarte ikke å drive kongshæren bort. De ble derimot «banket til bedring» som det heter i Snorres saga. Bondehæren tapte mot Olav Digre. Fra nå av var vi, raumerne, Olavs folk.

  • 1/1

Utdrag fra Snorres kongesaga

114. Kong Olav fór siden ud paa Hedemarken og kristnede der, thi dengang han havde taget kongerne, trøstede han sig ikke til at fare vidt om i landet efter sligt storverk; det var da ikke kristnet vidt om i Hedemarken. Men paa denne færd stansede han ikke, før end Hedemarken var fuldt kristnet, kirker viede der og prester satte til dem. Derefter fór han ud til Toten og Hadeland og rettede der mænds seder og stansede først, da det der var fuldkristnet Derfra fór han til Ringerike, og der gik folket helt under kristendommen. Da hørte Raumerne, at kong Olav vilde op til dem, og de samlede stor hær sammen og talte sig imellem, at de vel mindedes den overfærd, da Olav havde faret der forrige gang. Da kom bondesamlingen imod ham ved den aa, som heder Nizja. Bønderne havde en stor hær. Men da de mødtes, strømmede bønderne frem til kamp, men strax blev det deres skade: de veg snart unda og blev «bankede til bedring», thi de tog ved kristendommen. Kongen fór over det fylke og skiltes ikke fra dem, før end alle mænd havde taget ved kristendommen.

Snorres kongesaga - Olav den helliges saga

Museum24:Portal - 2024.03.19
Grunnstilsett-versjon: 1